Søstre af Kærlighed i Leavenworth, KS AIDS-ministerium
Sisters of Charity of Leavenworth, KS AIDS-ministerium | Sisters of Charity Federation —> Sisters of Charity Federation Forenet i barmhjertighedens mission Forside Hvem vi er Federationens medlemmer Eksekutivdirektør NGO-repræsentant Bestyrelse Nyheder AIDS-ministerium Klimaforandringer Uddannelse Oprindelige folks anliggender Fattigdom Uddannelse Mikrofinansiering Migranter-indvandrere-flygtninge Fred Menneskehandel Systemisk forandring NGO NGO-nyheder Verdensmålene for bæredygtig udvikling Nyhedsbrevsarkiv Den internationale fredsdag Historie Den amerikanske oprindelse af den vincentianske tradition Den franske oprindelse af den vincentianske tradition Kongregationernes begyndelse Federationens dannelse Federationens udvikling Charity Connections Bibliografi Medlemmer Ministerium Jobmuligheder Retræter SC Spirituality Center: Cincinnati Bethany Center Marillac Center Maris Stella Retreat and Conference Center Nazareth Retreat Center Seton Spirituality Centre Kun for medlemmer Kontakt os Kontakt eksekutivdirektøren Kontakt NGO-repræsentanten Tilmeld dig nyheder via e-mail Tilmeld dig RSS-feed Federationens nyheder Sisters of Charity of Leavenworth, KS AIDS-ministerium Skrevet af SC Federation den 26. december 2011 i AIDS-ministerium Søster Kevin Marie Flynn, født og opvokset i Irland, kom til USA for at slutte sig til Sisters of Charity of Leavenworth.
Med en missionærånd har hun tjent som SCL på forskellige måder, hvor bemærkelsesværdige missioner har været blandt indfødte i Alaska og amerikanske indianere i Montana. I løbet af de sidste 21 år har hun arbejdet med Good Samaritan-projektet med at betjene AIDS-patienter i Kansas City. Søster Kevin bor i øjeblikket på moderhuset i Leavenworth. Hun skrev disse refleksioner til AIDS Awareness Week 2010: Søster Kevin Marie Flynn, Sc Når jeg reflekterer over mit AIDS-ministerium, føler jeg mig stærkt draget til at bruge verset fra Skriften: “Jeg vil lokke hende ud i ørkenen og tale til hendes hjerte.” (Hoseas 2:16) Verset er ikke blot profetisk og bibelsk, men det rører mit romantiske keltiske hjerte.
Det er let for mig at sidestille AIDS-pandemien med en ørken, for den har faktisk de samme karakteristika som en ødemark eller en ørken. Den bærer en barskhed og en ensomhed. Det er en øde del af historien fra 1980’erne ind i det enogtyvende århundrede.
I ørkenen er der små pletter af blomster, der stædigt klamrer sig til en klippes styrke for at overleve. Det er, som om disse blomster rækker ud og vikler deres skønhed omkring mig. De forfører mig til at dvæle længere der.
Og det er i det at dvæle, at jeg tydeligere kan høre den Stemme, der taler til mit hjerte. Det er denne Stemme, der konfronterer mig med livets virkelighed: Jeg lærer, hvor lunefuldt livet er, når jeg hører……”Hvor er alle mine venner blevet af?” Jeg lærer, hvor tilfældigt livet er, når jeg hører……”Jeg troede aldrig, det ville ske for mig?” Jeg lærer, hvor dyrebart livet er, når jeg hører……..”I dag er en god dag, jeg lever.
Jeg er velsignet” Jeg lærer, hvor helligt livet er, når jeg hører………”Vil du være der til at holde min hånd, når jeg skal dø?” Livets mysterier…. Livets mysterier i AIDS-ministeriets ørken. Mysterier stærke nok til nogle gange at være overvældende, men magtfulde nok til at holde mig i ørkenen. Og alt sammen fordi jeg fandt blomster i en ødemark, blev betaget af deres skønhed, blev holdt af deres styrke og blev passet af Ham, der passer på dem.
Related: — Guided Catholic prayer, rosary, and sleep content in one app..
(Søster Kevin Marie Flynn forklarer, hvordan hun blev involveret i AIDS-ministeriet fra 1989 til 2010, og hvad hendes arbejde indebar.) Good Samaritan er en serviceorganisation for mennesker med HIV/AIDS. Den blev grundlagt i 1986, da den første krise med sygdommen ramte Kansas City.
Folk vidste meget lidt om HIV/AIDS, så der var masser af vrede, frygt, skyld og afvisning omkring det. Good Samaritan reagerede ikke blot på sine klienters behov, men oplyste også folk i Kansas City om sygdommen. Ud fra antallet af frivillige i de første år var det let at se, at styrke erstattede frygt, en velkommende omfavnelse erstattede skyld, og medfølelse erstattede vrede. Vores klienter var for det meste hvide homoseksuelle mænd i 20’erne eller 30’erne, omkring 60 i alt.
Min første opgave hos Good Samaritan i 1989 var at ringe til dem for at spørge om deres fysiske behov. Men mit dybeste ønske var at være en åndelig støtte for dem og deres familier. Jeg blev stærkt rådet til, at det ikke burde være hovedformålet med mit opkald.
Worth a look: — Parish-backed Catholic streaming, Bible studies, and devotionals..
Men det var netop den slags svar, jeg fik fra klienten, svar som: “Vil du ringe til min mor og forklare hende, at jeg ikke kommer i helvede, fordi jeg har AIDS? Kan du sige til min familie, at de bare skal sige, de elsker mig, i stedet for at sende mig penge? Vil du hjælpe mig med at planlægge min mindehøjtidelighed?
Vil du tale ved min mindehøjtidelighed? Vil du holde min mindehøjtidelighed?” Og sådan blev anmodningerne ved, og de kaldte mig dybere ind i AIDS-ministeriet. Den næste nye brochure viste mit navn med en ny titel: “Spiritual Support.” Det var første gang i mit liv, at jeg følte mig kaldet af de mennesker, jeg tjener.
Det var et bånd af nåde og kærlighed; vi frembragte det bedste i hinanden! Jeg havde en række forskellige opgaver i mine år på projektet. Jeg havde også et godt ry for at overdrage nogle af mine opgaver til yngre medarbejdere – jeg kaldte det den visdom, der følger med alderen. Jeg koordinerede programmer som disse: Mødregruppen – en støttegruppe for mødre til sønner eller døtre med HIV/AIDS.
Vi mødtes månedligt til en to timers frokost. Nogle af dem havde mistet deres sønner i de år, jeg var sammen med dem. Jeg havde været sammen med en kvinde, da hun skulle besøge sin søn, og vi fandt ud af, at han havde været død i to dage i sin lejlighed.
Jeg var glad for, at jeg havde været sammen med hende, da hun gennemgik chokket over at finde ham. Denne støttegruppe gav mødrene et trygt sted at tale frit om at have et homoseksuelt familiemedlem, der døde af AIDS. De var vokset så meget i accept, at tårerne kom i mine øjne, da en af dem tog et billede af sin søn og hans partner frem for at vise gruppen – og sluttede med at sige: “Jeg er så stolt af ham.” For dem i gruppen, der stadig kæmpede, var det et stærkt eksempel. Gruppen blev nedlagt, da jeg gik på pension, og de lovede at holde kontakten med hinanden.
Buddy-programmet – I omkring 10 år koordinerede jeg dette program, hvor en klient blev matchet med en frivillig, som blev ven med ham/hende på deres rejse. Det tog meget tid, træning og møder. Det gav mig en fantastisk mulighed for at møde de nye klienter og lære de frivillige at kende.
Højdepunktet for mig var de åndelige forbindelser, som jeg opbyggede gennem årene med dem, der havde AIDS, deres familier og partnere. Mit billede af Gud blev meget større og bredere, en mere inkluderende og medfølende Gud. Hver dag havde jeg mulighed for at se den døende Kristus i vores døende klienters smerte og lidelse, ikke kun den fysiske smerte, men smerten ved at blive afvist af familie, venner og endda deres kirker.
Alligevel hørte jeg dem sjældent klage. Jeg gik med dem i deres gode dage og dårlige
P.S. A few readers have asked which books & media we actually reach for — it's Ignatius Press Catholic Books; if you want the current details.
Shop Catholic Classics & Saint Biographies
Trusted Catholic publisher for Scripture, saints, and Vincentian-Setonian classics.